Gå til hovedindhold

​​​​

Kurser i dobbeltdiagnose gør en mærkbar forskel i mødet med patienterne

Medarbejdere oplever større faglig sikkerhed og en ny forståelse af patienter med både psykisk lidelse og afhængighed af rusmidler. Det viser en ny opgørelse blandt 600 deltagere fra Region Hovedstadens kurser i dobbeltdiagnose. ​

Patienter med dobbeltdiagnose - psykisk lidelse og afhængighed af rusmidler - blev tidligere sendt rundt mellem forskellige tilbud. Her tog psykiatrien tog sig af den psykiske lidelse, mens rusmiddelbehandlingen foregik et andet sted. Det betød ofte manglende sammenhæng i behandlingen, og nogle patienter oplevede endda at blive afvist.
Men siden september 2024 har Region Hovedstaden haft ansvaret for integreret behandling af patienter med dobbeltdiagnose.

For at løfte opgaven skal samtlige ledere og medarbejdere indenfor det psykiatriske speciale på kursus om dobbeltdiagnosebehandling. En ny opgørelse blandt 600 deltagere viser, at de efterfølgende oplever langt større faglig sikkerhed i arbejdet med patientgruppen.

Hos Psykiatrisk Center Ballerup kan de genkende, at undervisningen har bidraget til en bredere forståelse af, hvordan patienterne kan hjælpes:

"Hvor vi før kun hjalp patienterne med at stoppe med at tage rusmidler, kan vi nu tilbyde differentierede indsatser for eksempel at nedsætte forbruget eller yde skadesreduktion", siger Stine Kaufmann Landsgaard, Oversygeplejerske, Psykiatrisk Center Ballerup.

Fagudtryk betyder meget for tilgangen

Opgørelsen viser, at deltagerne efter kurset i højere grad føler, at de har den nødvendige viden, oplever de kan handle i konkrete patientforløb og ved, hvordan de skal gribe opgaven an i mødet med patienter med dobbeltdiagnose.

"Vi har fået langt større fokus på det sprog, vi bruger, når vi taler om patienter med dobbeltdiagnose. Her er vi blevet skarpere til at bruge de rigtige fagudtryk: Fra at tale om misbrug til at tale om forbrug eller afhængighed af rusmidler. Og dét betyder rigtig meget i tilgangen til patienterne", siger Stine Kaufmann Landsgaard, Oversygeplejerske, Psykiatrisk Center Ballerup.

Stor betydning for behandlingen

Mette Bruun Ibsen, leder af KAG dobbeltdiagnose har været en af kræfterne bag kurset om dobbeltdiagnosebehandling. Hun er glad for, at medarbejderne oplever at få stort udbytte af kurset:

"Dobbeltdiagnosebehandling er et område, som har været udfordrende for både patienter og medarbejdere i mange år. Region Hovedstaden har haft en stor ambition med, at alle skal igennem undervisningen. Så det er meget positivt, at så mange oplever at få løftet deres kompetencer, og det får stor betydning for behandlingen fremover blandt andet ved at skabe mere sammenhængende, helhedsorienterede og effektive forløb for patienterne".

Kulturen er også vigtig

Hos Psykiatrisk Center Ballerup genkender Oversygeplejerske Stine Kaufmann Landsgaard, at patienter med dobbeltdiagnose har oplevet udfordringer med sammenhæng i forløb:

"Vi ved, at de her mennesker tidligere faldt mellem to stole, så det er en vigtig opgave. Derfor giver det også god mening, at alle lærer det samme på kurset, selvom det muligvis ikke er ny viden for alle. Men dét, at vi har et fælles fokus, dét giver noget".

Stine Kaufmann Landsgaard tror dog ikke, at nye kompetencer kan stå alene. Det kræver også en forandring af kulturen:  

"Derfor tror jeg også, det kommer til at tage tid, inden vi ser den fulde effekt. Men vi har helt klart taget det første spadestik".

Fakta om integreret dobbeltdiagnosebehandling

  • ​Én samlet indsats: Psykisk lidelse og rusmiddelafhængighed behandles samtidig og koordineret i et forløb

  • Bedre resultater: Integreret indsats giver højere fastholdelse i behandlingen

  • Helhedsorienteret indsats: Tværfaglige teams arbejder med både sundhed, sociale forhold og hverdagsliv​​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden